onsdag den 21. oktober 2015

En iværksætters rejse og taknemmelighed...

Iværksætteren - en blanding mellem Skizofreni og ADHD

En af de store udfordringer man har i en enkeltmandsvirksomhed er ofte, at man er alene. Man har til tider så mange forskellige roller at navigere i og hatte at gå med, at man ofte glemmer hvor man egentligt hører til. Man er bogholder, sælger, markedsførings specialist, social media ekspert, revisor, advokat, webshop administrator og support team på alt det lort der går galt. Man sidder alene med sine spørgsmål og ofte er man alene om at finde løsningerne.

Ofte karakteriseres iværksættere, startere, søsættere - kært barn har mange navne - som nogle rastløse, energibomber der ikke kan sidde stille og ofte keder sig hurtigt hvis ikke de bliver underholdt, beskæftiget eller stimuleret på den ene eller den anden måde. Måske er det bare sådan jeg ser mig selv?

Jeg bruger ofte denne blog som et middel til at få nogle af de her tanker ud af hovedet. Jeg elsker at sætte ord på tingene og ikke mindst vise andre ligesindede, at det hele er NORMALT! Følelserne, tankerne, bekymringerne, drømmene - det hele.

Du passer ikke ind her - find din rette hylde!


I mange år har jeg været bange for arbejdsmarkedet. Helt tilbage til folkeskoletiden, hvor man havde fritidsjobs fik jeg en underlig fornemmelse af hele det der "arbejdsmarkeds koncept". Efter uger eller måneder i et nyt job (vi flyttede en del), blev jeg rastløs, det blev ganske enkelt for kedeligt for mig at udføre de respektive arbejdsopgaver. Jeg gad ikke gå på arbejde og min energi blev drænet flere dage inden jeg skulle afsted. Det der så sker, når man ikke gider noget, er at man melder afbud elller melder sig syg. Det gjorde jeg rigtigt ofte. 
Men det var hele tiden en mental kamp, når man som jeg, er enormt pligtopfyldende - man vil ikke skuffe nogen. Det gjorde jeg når jeg lod min arbejdsgiver i stikken. 
Jeg fik følelsen af allerede i teenageårene, at jeg ikke passe ind på arbejdsmarkedet - jeg kunne ikke finde motivationen. Denne tanke har i mange år efterfølgende fulgt mig helt op i mit voksne liv. 

"Du passer ikke ind her!"

Jeg elskede at gå i skole - selvom hver eneste dag var mere eller mindre den samme, så var den alligevel helt ny. Jeg lærte noget dagligt, jeg blev stimuleret og jeg glædede mig til at komme i skole. Og når man ikke passer ind i arbejdsmarkedet, ja så er der åbenbart kun en vej man kan gå - det er naturligvis at blive evighedsstuderende :-)

Jeg har efter gymnasiet taget en multimediedesigner uddannelse, efterfulgt af to bachelorer i henholdsvis konceptudvikling og innovation og entrepreneurship...

Hvorfor være selvstændig, når man ikke gider at arbejde?


Mellem mine uddannelser forsøgte jeg naturligvis at komme ud på arbejdsmarkedet - jeg vidste jo godt at jeg ikke kunne læse i al evighed. Jeg har altid været kreativ og elsker at søsætte ting, komme med gode konceptuelle iagttagelser og generelt ligger mit drive i at iværksætte kreative tiltag. Det konkluderede jeg hurtigt, at jeg kunne få stor gavn af på et reklamebureau. Her kunne jeg dagligt arbejde med alle de ovenstående faktorer.
Jeg var på daværende tidspunkt så ualmindelig heldig at få arrangeret et møde med den kreative direktør fra et af landet bedste bureauer. YES! Jeg var "inde i varmen" hurtigere end jeg havde regnet med, tænkte jeg.

Men at dette møde skulle blive en skælsættende faktor i min fremtid, var jeg ikke klar over.

Her er din rette hylde, Kasia!


Jeg havde en fantastisk samtale med en meget inspirerende, kvalitetsbevidst og professionel herre. Mødet varede langt over 2 timer, så jeg var overbevist om, at den sad lige i skabet. Jeg havde endeligt fået en plads et sted, tænkte jeg!!!

Undervejs i min portfoliofremvisning fremlagde jeg mine illustrationsfærdigheder, hvor jeg livligt fortalte om min nye lille tegningserie af "De Skidende Fugle". Det var her alting ændrede sig.
Herren som virkeligt syntes om mig, kiggede mig alvorligt i øjnene og sagde ; 

"Kasia, man kan jo tydeligt se, hvor din passion er. Den er i dine illustrationer. Man er ikke i tvivl om hvor meget du brænder for det her. 
Jeg ville være utrolig heldig at have dig som en del af mit team, men jeg ved også at der ikke ville gå længe før du blev brændt ud. At placerede dig bag et skrivebord i en kasse ville kvæle dig. 
Du skal have højt til loftet, du skal have luft omkring dig og du skal ihvertfald udforske det dér du sidder med. Det er her du har gnisten i øjnene..."

WHAT THE FUCK!!! Får jeg så ikke det job, tænkte jeg!? Shit jeg var sur, da jeg gik derfra - kæft en nar, tænkte jeg - kortvarigt. Jo mere jeg tænkte over hans kommentar jo mere alvorligt blev den tanke. Jeg besluttede mig derfor for at læse videre (igen igen igen) - denne gang mindre krativt og mere noget omkring business, virksomhedsdrift osv. Jeg havde lidt på fornemmelsen, at mange kreative mennesker ikke er gode til at tjene penge - eller lave en sund forretning på deres kreative evner. Den hypotese måtte jeg teste af - om ikke andet, så igennem endnu en uddannelse.

Fuldtidsstudie og virksomhed


Jeg startede på bacheloren i Innovation og Entrepreneurship. Fantastisk uddannelse som jeg vil anbefale alle med iværksætterånd. Man finder i sandhed sin rette hylde - blandt ligesindede.
Jo mere jeg lærte på studiet omkring regnskab, økonomi, jura, salg, ledelse osv osv - ja jo mere brugte jeg det ned over min lille hobby. 

I 2013 solgte jeg mine tegninger til venner og bekendte - wow en vild følelse - nogen ville købe mit shit! Det hele var ret primitivt og foregik enten på mailen eller via Facebook som salgskanal. Det tog en del tid. I december 2013 havde jeg solgt så mange tegninger at jeg blev nødt til at momsregistrere mig, idet det var blevet en lille produktion med ligeså mange udgifter som indtægter.

I januar 2014 deltog jeg i min første fagmesse for bolig og interiør branchen - her blev mine illustrationer og plakater testet på både branche og fagfolk, men også resten af verden. I februar 2014 havde jeg fået lavet min egen webshop. Nu var det ganske enkelt en lille butik, en reel forretning.

Jeg var så heldigt stillet ved at kunne kombinere studiet med min virksomhed. I sådan en opstartsfase, ja der knokler man mindst 80 timer om ugen, så de to verdener jeg opererede i måtte ikke være for fjerne fra hinanden. Ellers vidste jeg, at jeg ville blive skør.

Jeg brugte min viden fra studiet og sideløbende med skoleprojekterne, så arbejdede jeg meget intenst med min egen virksomhed. Nogle søde klassekammarater sagde til mig, at jeg skulle arbejde mere med virksomheden, for der lå enormt meget potentiale i den. Her kunne jeg bruge min egen virksomhed som case på de resterende semestre på studiet - sågår kunne jeg gå i praktik i egen virksomhed, hvilket gjorde, at jeg havde mere fordybelse i mit eget foretagende. Det er der ikke mange i opstartsfasen der har muligheden for - og det mest taknemmelige af det hele var at jeg kunne gøre det på en SU indtægt, så jeg havde ikke brug for at tage lån i banken for at starte. Jeg var igang.

Er du stadig bange for at arbejde?


I dag arbejder jeg halvt så meget som jeg gjorde sidste år, selvom det stadig er fuld tid. Men jeg har lært at effektivisere tingene, optimere på ressourcerne og ikke mindst at navigere i livet som selvstændig. Jeg har langt om længe fundet min rette hylde. Det handlede slet ikke om at jeg ikke kunne, ville eller skulle arbejde - det handlede om at jeg er en af de typer mennesker, som kræver den rigtige motivationsfaktor for at være hengivende - uanset hvad det drejer sig om. Den motivation fandt jeg den dag jeg var til møde på bureauet. Jeg fandt gnisten, passionen, drømmen. Noget at hige efter og noget der glædeligt hver eneste dag får mig ud af sengen - uanset de søvnløse nætter, mavepinen og bekymringerne. Mit mål er helt klart at vise andre kreative, rodløse kreative sjæle, at man sagtens kan drive en virksomhed på sine kreative kvalifikationer - hvis man vil det nok.

Hjulene på bussen drejer rundt rundt rundt...


I august 2014 gik jeg en tur ned til den lokale brugskunst forhandler med en rodet mappe af tegninger, plakater og illustrationer i håb om at de ville forhandle mine ting. Det blev den første forhandler og en forrretningsrejse begyndte. Der kom bekymringer, søvnløse nætter, samarbejdskontrakter, leverandøraftaler, jura man skulle forholde sig til - pludseligt befandt jeg mig midt i en mandsdomineret verden med spidse albuer og måtte udøve bestemte dybe toner, når jeg "skulle have min vilje".

Ofte sidder jeg og griner for mig selv, efter at have haft et møde eller en spændende telefonsamtale. Jeg lyder så voksen, så "vigtig" og ikke mindst slet ikke som en kvinde der engang var bange for arbejdsmarkedet.

Der er sket uendelig meget på ganske kort tid. Fra jeg fik min første forhandler for lidt over et år siden, til at jeg nu har 35+ forhandlere fordelt på Danmark, Sverige, Finland, Australien og New Zealand. Alt sammen på 1 år.

Det har været og er dagligt en vanvittig rejse, et eventyr, som jeg er ualmindeligt taknemmelig for.

Tak fordi du læste med - og husk, vi har alle en hylde, men det er først når gnisten og passionen opstår vi finder den :-)


mandag den 14. september 2015

Kasia Lilja - Virksomhed og person - indefra...

Kasia set fra praktikantens øjne

Jeg har nu været i praktik ved Kasia Lilja i halvanden måneds tid, og i den tid jeg har været her har jeg lært en lille bitte, smuk og hjertevarm kvinde at kende.

Kasia er en sej, viljestærk, stædig lille kvinde med store ambitioner og et humør der smitter og glæder uanset hvor hun befinder sig. 

Hun er en person man for lyst til at se op til, fordi hun er så inspirerende og kreativ i sit væsen, samtidig med at hun har business hatten på.

Hendes mod er stort i en branche hvor chancerne for at overleve de næste år er minimale. Hun lader sig ikke kue fordi hun får et nej fra en forhandler. Nej, hun kæmper videre og ringer eller skriver til den næste interessante forhandler og samarbejdspartner og får det bedste ud af dagen.

Virksomheden Kasia Lilja er hendes hjertebarn og dette mærker man tydeligt gennem den omsorg og kærlighed der bliver givet til hendes følgere på Instagram og det arbejde der bliver lagt i den daglige drift af Kasia Lilja.

Den første uge jeg var ved Kasia var alt fokus på Formland messen i Herning, og vi arbejde begge ca. 80 timer. Det var en vanvittig måde at starte sit praktikforløb på, men også enormt spændende trods de mange timers arbejde der blev lagt i ugen.






Jeg har lært så utroligt meget af Kasia på den korte tid jeg har været her. Også meget mere end jeg havde forventet. Men det er ikke kun den arbejdsmæssige side af Kasia jeg har lært at kende. Bag de røde Business briller og den sorte blazer gemmer sig en kvinde med Polske rødder.

Hun er nemlig ikke blot en selvstændig businesswoman med godt gang i karrieren. Hun er også kæreste til Søren, mor til Witus, stand-in-mor til Sørens to børn, veninde, søster, barnebarn og sidste men ikke mindst er hun min chef.
Alle disse roller har hun med i tasken hver evig eneste dag. Hun passer på disse roller således at hun kan være der for dem der har brug for hende i de dagligdags situationer hun bliver stillet overfor. Hver en rolle bliver taget alvorlig af Kasia og selv om der er mange roller at jonglerer med taber hun sjældent overblikket.



Hun er ALTID ærlig og siger tingene som hun opfatter og føler dem, men på en yderst diplomatisk måde, således at man aldrig føler sig trådt på.
Hun er helt igennem elskværdig, kærlig og ligetil, men også stædig og vildt nysgerrig. 

Alt dette gør dagene ved Kasia Lilja uforudsigelige, spændende og udfordrende for en der har siddet på skolebænken siden hun var 5 år gammel og kun haft arbejde der intet har med kreativitet at gøre.

Jeg er allerede dybt taknemmelig for at have fået chancen for at lære denne skønne kvinde at kende. Hun giver mig blod på tanden og lyst til arbejdslivet. Men vigtigst af alt har hun givet mig troen på at jeg sagtens kan kombinerer mine kreative evner med erhvervslivet. 

Så tak for det, Kasia :-)







                                                                                                

fredag den 21. august 2015

Den sammenbragte familie....

Følelsesmæssig intelligens...

Følelser er en mærkelig størrelse. Ofte er de et resultat af de indtryk vi stilles overfor eller de mennesker vi møder på vores færden igennem livet.

Vi griner, vi græder, vi tænker, vi undres, vi bliver nysgerrige og ikke mindst kan det hele føles på både krop og sind. De oplevelser eller mennesker der har størst inpact på os, der hvor det rigtigt kan mærkes helt inde i maven, ja det er ofte noget vi ikke selv er herre over. Det kommer ganske uventet og ofte meget ubelejligt. Enten har vi ikke tiden til det, eller så havde vi måske lagt en anden og mere "sikker" strategi end den der umiddelbart ligger for døren - vi havde ganske enkelt en anden plan. Men det er jo nu engang således, at omstændighederne ændres, som små blink - tilfældigheder mødes - bringer folk tættere på og andre gange distancerer det nogle. 

Ofte har vi brug for en plan, vi har brug for en retning eller måske indsigt i hvor vi bevæger os hen, for at sikre os selv en indre ro. Vi giver til tider andre skylden, når tingene ikke går som de skal - eller måske de højere magter. Sjældent tager vi ansvar for omstændighederne. 

Jeg tror ikke decideret på skæbnen - heller ikke at alting er forudbestemt. Jeg tror på, at vi langt hen af vejen selv er med til at forme den vi er, den vi vil være, og den vi bliver - ikke mindst den retning vi vil eller skal bevæge os mod. Om det så er i ens privatliv, erhvervsliv eller den indre balance. Vi har ganske enkelt selv ansvar for når tingene går godt - og når de går skidt.

Inderst inde tror jeg, at vi langt hen af vejen godt ved hvad vi er værd, hvad vi selv ønsker og drømmer og ikke mindst hvad vi mener vi fortjener. De fleste af os har bare ikke nosser nok til at åbne munden og rent faktisk claime hvad vi gerne vil have eller hvad vi drømmer om at opnå. Det hele bunder i frygten for at fejle - "Hvad nu hvis de griner".. Ja, hvad nu hvis de rent faktisk griner? Så har de da noget at snakke om - om ikke andet så for en stund.

Følelser er en underlig størrelse - vi tror vi kan kontrollere dem, men i virkeligheden, den virkelige virkelighed, er de meget mere intelligente end vores egen forstand rækker.


Når du mindst venter det...

For et halvt år siden mødte jeg min kæreste. En af de mennesker som jeg netop blev draget af uden at kunne stå imod - en jeg ville lære bedre at kende - en der fik nogle følelser op i mig, som jeg ikke havde troet eksisterede. Timingen var vanvittig dårlig. Jeg var på vej ud af et forhold igennem 4 år, som i slutningen af forholdet havde gjort mig trist. Han var ligeledes kommet ud af et længerevarende forhold, som han slet ikke var glad i. Vi var måske begge sårbare for alting - eller måske mere modtagelige for de rigtige signaler. Det var ihvertfald den del vi delte - på det tidspunkt.

Fællesnævneren var,  at vi blev draget af hinandens tragiske omstændigheder. Ulykkeligheden. Vi var/er af natur begge meget positive og udadvendte, men af en eller anden årsag havde vi tilladt os selv at nøjes. Det var jo sådan set "fint nok".



Kilde : Kasia Lilja

Men er "fint nok" godt nok? Det var det ikke for os! 


For at gøre en lang historie endnu længere...

Tiden fløj afsted og venskabet blev erstattet med vaskeægte følelser. Følelser så stærke at de ofte (også den dag i dag) spændte ben for os til tider - følelser der er så stærke, at de er svære at håndtere. Konklusionen må bestemt være : Ægte Kærlighed. Det var ihvertfald det synonymet endte med at blive. Det må være dét de snakker om i filmene - eller de der candyfloss søde ægtepar der igennem 20 år stadig siger "det var bare ment-to-be"... Man tænker sådan lidt "Åh hold nu kæft..." Men jeg har oplevet det på egen krop nu. Kærligheden som kun findes i Disney film. Den findes virkeligt, og man ved det ikke før man mærker den. Jeg kan vitterligt ikke trække vejret uden at tænke på ham. Jeg VED at det er det helt rigtige at vi er fundet sammen. 

Kilde : Privat Foto

Men hvad gør man så når man har fundet manden i sit liv? Hvad er "the next step"? Nu er vi kærester, men det næste skal vel være det der "Lad os flytte sammen projekt". Og det var lige det vi gjorde. Flyttede sammen.

Alting gik meget hurtigt i starten. Selvom historien virker lyserød, har den været alt andet end det. Desværre er det således, at når man er så offentlig og transparent i sin sociale medie kommunikation (og hamrende forelsket, hvor man har lyst til at råbe det ud til hele verden), så deler man ikke kun sit privatliv, man giver også folk mulighed for at forholde sig til ens liv. 

Alle har en mening om noget, nogle ytrer sig direkte, andre tier men deler deres tanker med venner og bekendte, men de fleste tænker i hvertfald noget.

Desværre blev min og Sørens kærlighed ligeledes debateret i øst og vest - Mange stillede spørgsmålstegn - også de mennesker, som vi førhen så som vores venner. 

I starten havde vi lyst til at råbe det ud til hele verdenen - hvor stor vores forelskelse var (og stadig er). Mange så det som en provokation - at vi ved at dele kærligheden trådte på vores respektive fortid. Men det var jo slet ikke tilfældet. Vi havde og har stadig stor respekt for vores fortid og unset hvad folk tænkte eller tænker, så handlede det hele og gør det stadig, kun om os - og vores kærlighed. Ikke om at såre nogen i svinget.

Det har ikke været en nem proces at opdage vennerne tage afstand - tage parti. Det har været yderst ubehageligt at skulle sætte dem i en situation, hvor de måtte vælge - om det var nødvendigt eller ej.

Til tider påvirkede det os begge så meget, at vi var ret opgivende - vi troede ganske enkelt at os som par var "forkert" - men hvad fanden skal ANDRE bestemme det for? Hvorfor tillader vi os overhovedet at være i tvivl? Er "normer" i virkeligheden ikke et menneskeskabt monster, der sikrer folk kontrol over os?

Ligeså frustrerede vi var, ligeså trodsige blev vi - ingen skulle slå det i stykker vi startede. Og det var der hellere ingen der fik lov til :-)

Fra city single til opvarmet garage og samtale køkken

En ting er at finde manden i sit liv - men er man klar til omvæltningen? Og i så fald, hvad kommer ændringerne så til at være, når man har været vant til at bo i byen med sit store ego og selvstændighed? Pludseligt er der to børn mere, som man skal elske som sine egne - kan man det? Livet i forstaden med stor streg under "borgerlig" var udsigten.

Det kræver i den grad en del omstrukturering på øverste etage at forholde sig til naboer der vinker, pludseligt har man bøgehæk og så er der det der med at have "den lokale superbrugs". Hele forstadslivet blev pludselig en realitet, men den største udfordring var at flytte ind i et hus, som var en del af en fortid, der ikke længere skulle være. Hans ekskæreste. 

Der gik mange tanker igennem mit hovede; hvordan skal jeg finde mig til rette i "hendes hjem", stod hun også og spiste der, hvor jeg pt sidder med min klapsammen mad? De fleste gange tog jeg mig selv i at have forestillinger om noget, jeg ikke engang er sikker på var hændt. 

Heldigvis har vi en meget åben og ærlig tilgang til tingene herhjemme - vi siger tingene ligeud - også de ting der gør ondt at høre - og gerne med det samme, som følelserne opstår. Det er i den sidste ende også det der gør vores forhold sundt - ingen hemmeligheder.

Vi er begge meget løsningsorienterede og blev hurtigt enige om, at det var vigtigt og godt for os, at skabe et fælles hjem. Ligeså gode vi er til at finde løsninger lige så gode er vi til at handle på dem. 1-2-3 og pludseligt stod vi i Family Garden (stadig med streg under borgerlig) midt i alle mulige smukke grønne skønheder - deriblandt kaktusser.

Mit, dit, vores - alles...

Nu handlede det ikke længere om ham og hans børn eller mig og mit barn - eller nogens ego. Nu handlede det om at lave en fusion. Det handlede om at forene den impulsive og spontane bypige med familiefaren fra forstaden - skabe en hverdag sammen og ikke mindst en bolig vi begge ville føle os hjemme i. 

Det første projekt i en lang række af projekter endte med at blive en ø af kaktusser. Af en eller anden årsag er der både noget smukt og samtidig melankolsk over de stikkende bæster. De er forskellige, meget komplekse, ikke så besværlige og alligevel fulde af historie - ligesom hver af os fem i den lille sammenbragte moderne familie.
De blev ganske enkelt symbolet på vores familie - ligesom tallet 5 altid har været det.


De tre bedste / Kilde : Privat Foto

Kilde : Privat Foto


Cactus family

Min kæreste og jeg blev hurtigt enige om, at de små stikkende bæster sagtens kunne være mere end hus-pynt i potter.
Vi besluttede os for at fotografere alle kaktusserne og lave nogle lækre billeder til væggene. Min bedre halvdel har brugt mange timer på planterne og den rigtige lyssætning, styling og redigering - det er vel ingen sag når man er super nørdet i sit fag som fotograf. 


Søren arbejder til daglig hos Inhouse Fotografi i Horsens, hvor jeg/Kasia Lilja også holder til. Derfor var det meget naturligt for os at vi skulle lave en eller anden form for fusion med hver vores kompetenceområder. 


Vi lider ekstremt meget af OCD begge to, når det kommer til stykket og er begge meget nærværende når det kommer til ordentligt arbejde eller detaljegrad. 





Kilde : Privat Foto


Endnu engang var kaktusserne fundamentet for noget mere - en ny række af plakater, der startede som et kærlighedseventyr, sammenbragte børn og et nyt udtryk ("vores"), men som nu udgør en serie af smukke fotografier, der pryder rigtig mange menneskers hjem i ind -og udland.

Tak fordi du læste med - og husk ; Nogle gange så skal man ikke nøjes og "sådan set fint nok" burde ikke være godt nok - man skal lytte til sin mavefornemmelse og vigtigst af alt, så skal man åbne sin mund og handle på det :-)






Kilde : Kasia Lilja


Kilde : Kasia Lilja


lørdag den 27. juni 2015

Love Wins

Alle har ret til kærlighed <3

Kærlighed er en følelse.. ofte genereret af noget højere end en selv, eller noget der kan forklares med ord.. 

Alle har ret til at opleve kærlighed, dele den og ikke mindst mærke den sammen med dem de elsker.. Uanset alder, køn, race, normer eller andre faktorer.. 

I den virkelige virkelighed er vi alle lige værdige og synd er blot et menneskeskabt monster, der skal sikre nogen kontrol over os. Men uanset hvad, så er vi alle frie og lige og i sidste ende vil kærligheden altid sejre <3 

#LoveWins 

//KL


onsdag den 17. juni 2015

Bag Kasia Lilja er et rigtig menneske - kun ét...

Hvad er den "virkelige virkelighed" egentligt, når vi gemmer os bag en iPhone?

Grænserne mellem den reelle hverdag og den fiktive verden på de sociale medier bliver i langt højere grad mere og mere slørrede. Ofte kan vi slet ikke forholde os til tanken om, at de mennesker der har profilerne på eksempelvis Instagram, reelt set også er dødelige som os selv.

Vi kender det fra vores forhold til "de kendte" eller "de offentlige personer" om man må. Men er de kendte i virkeligheden ikke også mennesker, med udfordringer, en bagage ingen kender til og måske et langt højere pres i dagligdagen end vi andre knap så eksponerede individer, kender til?

De sociale medier har gjort mange ting lettere for både erhvervslivet og i det private. Virksomheder kan ramme deres målgruppe mere specifikt ved at researche sig frem til hvad forbrugerne "liker" eller hvilke trend og tendenser der ligges for dagen i bestemte brancher, mens private bruger kanalerne til at "være tilgængelige" og "tilstede" i deres sociale liv - uden at være fysisk engageret.

Jeg kunne skrive mange bøger om for og imod sociale medier, men essensen af disse tanker ligger mere i den løftede pegefinger jeg nu engang vil understrege.

Hvad er succes?

Jeg har de seneste små to år drevet en enkeltmandsvirksomhed. Ud af til har jeg fået indtrykket af, at de som læser om Kasia Lilja og hører virksomheden blive omtalt - specielt på de sociale medier, anser virksomheden, inklusiv mig som forretningskvinde/individ, som ligeledes meget succesfuld.

Succes er også en mærkelig størrelse, for der er lige som kunst, en meget subjektiv fortolkning af begrebet. Hvad ER succes i grunden? Nogle oplever succes i form af kapital (kroner og ører på kontoen) der sikrer økonomisk frihed, andre oplever succes som en kombination mellem en velfungerende og tryg og sund familie og kapital, mens andre måske oplever success og anerkendelse på den tid de lægger i deres passion. 

For mig er den største succes egentligt den tidsmæssige frihed og fleksibilitet forbundet med at være iværksætter og selvstændig. For som en opstartsvirksomhed (medmindre man har forgældet sig op til begge øre med kapitalindskud) har man ganske enkelt stort set ikke en krone på lommen. Til gengæld oplever man en dagligdag i konstant skiftende scenarier og man tilrettelægger og strukturerer selv sin dag. Det gør, at jeg den ene dag kan sige "Fuck det" og hoppe på trampolin med min knægt, eller pille mig i navlen, mens den anden dag jeg sidder på kontoret i 16 stive timer, for at nå det jeg ikke fik gjort. Dét er for mig den største succes - at have frihed til at gøre lige hvad jeg vil og hvornår jeg vil.

Det vi så glemmer, er at man via de sociale medier endten sender et andet udtryk eller også bliver ens kommunikation til omverdenen fortolket på en anderledes måde, end først tiltænkt. Det er her, jeg mener, at vi som mennesker har et ansvar overfor os selv, og de medmennesker vi omgås, at vurdere hvad den virkelige virkelighed i grunden er, når alt kommer til alt.

Hvad er det så vi glemmer?

Igår postede jeg følgende billede på Instagram med nedenstående tekst. Efter en hulens masse kommentarer og likes, gik det op for mig, at jeg havde løftet sløret for et tabu emne, som alle kender til, men ingen snakker om. Idag vil jeg være den stemme, som åbner munden og kortlægger den virkelighed vi glemmer.


Tekst fra opslag : 

"Kender i det? Idag har været en af de dage.. Jeg har taget "fri" fra kontoret og rendt rundt i nattøj hele dagen. 
Sagen er den, at Kasia Lilja stadig er en enkeltmandsvirksomhed (selvom mange af jer har en anden forestilling) og opstartsfasen det sidste år har krævet og kræver stadig meget af en. Det kræver mange hatte og store sko at udfylde nogle gange. Nogle dage er gode mens andre er hårde. 
Udover en virksomhed på fuldtid, har jeg taget det svære valg at genoptage og skrive min anden bachelor færdig sideløbende. Jeg har derfor kun 4 uger til at skrive min. 50 sider og de af jer der har været i processen ved, at det er hårdt arbejde og man græder mere end mand bliver klogere i forløbet med opgaven. 
Det er mega hårdt at skifte mellem to gange fokus, først forretningskvinden med den daglige virksomhedsdrift (webshop håndtering, support på telefonen, udvikle nye produkter, håndtere forhandlere osv osv) og dernæst skolepigen der bruger ord som "hermeneutisk" og "socialkonstruktivisme" med det håb om at de i sidste ende giver mening - og det hele skal jongleres med familie livet, det må man ikke glemme, hvor tre sammenbragte børn i alderen 2,7 og 8 kræver opmærksomhed og nærvær (når de alle er hjemme) slutteligt skal man huske at være en god kæreste.. 
Så hvis nogle af jer mangler svar på mails eller ikke lige får jeres pakker dagen efter de er bestilt, er det faktisk kun fordi jeg er lige som jer - et helt almindeligt menneske med to arme og en drøm om at skabe et liv jeg ikke behøver at holde ferie fra.. 
Lige idag lever jeg i min bachelor verden og har siddet her i 12 timer. Vil blot dele mine tanker med jer, så I er klar over og husker, at bag hver eneste Instagram profil herinde, ja der sidder et menneske af kød og blod og vi har hver især vores at slås med, så døm aldrig nogen men hav forståelse!"


Tak fordi I læste med! 





mandag den 3. november 2014

Op i røven med den Ja-hat!

En af de dage hvor man ser sort...

Mandag morgen. Jeg plejer at elske mandag morgen - det er her jeg har ventet en hel weekend på at starte en ny uge med friske øjne, nyt energi - at kunne få svar på mine mails osv osv. Det er bare slet slet ikke den mandag morgen, jeg plejer at have. ØV! ØV ØV ØV ØØØØØV!

En af de sjælne hverdagsmorgener hvor knægten er hos sin far og hvor man i bund og grund er super heldigt stillet ved at være sin egen chef - man bestemmer selv hvad tid man vil ud af nattøjet. Jeg kunne for første gang længe endeligt sove ud - specielt efter en hård weekend med messe, en del snak og "væren på". Jeg har arbejdet 40 timer over to-tre dage, så syntes sgu selv at jeg havde fortjent en lang morgen i sengen, hvor det var okay at sige "fuck det".

Det er ikke hvad der skulle ske - åbenbart!

Kl. 05.00 vågner jeg første gang - "Det kan sgu da ikke være rigtigt!!!", tænker jeg. Min do-do-liste læser sig nærmest selv op i en indre monolog og jeg vågner mere og mere. Til sidst bliver jeg nødt til at få det hele ned på papir, står op, sætter kaffen over og sætter mig til computeren. Jeg er klar - klar på dagens og ugens udfordringer, at svare mails, at pakke pakker til kunderne - alt det der.

Der er noget i vejen?! Det føles sjovt, en snas udefinerbart.

Der sidder en klump i min mave og i min hals - et sted ihvertfald er der noget der trykker. Et ubehag af jeg ved ikke hvad. Jeg håber lidt det går væk ved at komme igang og tænker, det muligvis er "messetømmermænd", som en af mine veninder i branchen så fint kalder det. Det går nok over.

Inden den er 07.00 er der 6 sms'er på min tlf med ting jeg skal tage stilling til (der er en fernisering om 5 dage og 1000 hængepartier) - min tlf ringer et par gange og der er to sure mails fra kunder, hvis pakker er forsvundet med posten. 
Jeg bliver en anelse irriteret - er jo ikke helt vågen, eftersom kaffen endnu ikke er brygget. Her skal man helst ikke svare på beskeder - men det gjorde jeg, jeg lød skide sur og havde mest af alt havde jeg lyst til at skrige ind i telefonen : "SÅ LAD MIG DOG FORHELVEDE VÆRE - DIN CUNT". Jeg havde lyst til at tage samtlige genstande i mit hjem og kaste med alt indtil det var splittet i 1000 stykker. Men mest af alt havde jeg lyst til at råbe og skrige indtil det hele var ude af kroppen. 

Jeg kan ikke mere...


Det er så overvældende, når man ikke har kontrol over sine følelser eller sin krop - hvor fanden kommer det her fra? Jeg var ellers så klar på en ny uge. Dét irriterer mig helt vildt. Kæresten står op og jeg fortæller ham om en mail jeg har fået for nogle dage siden. 

I mailen står der noget lignende ; "Kære Kasia, jeg har fulgt dig længe og din inspirerende vej med virksomheden. det er så sejt det du har opnået og endda på egen hånd. Jeg tegner selv og laver plakater og ser dig som en kæmpe inspiration, så jeg ville blive utrolig glad, hvis du havde lyst til at dele dine erfaringer, svare på nogle spørgsmål osv med mig. jeg vil så gerne kunne leve af at være kreativ ligesom dig".

Hvad er det for en fantasi-verden at leve i? 


SHIT! Det er bare ikke dagen idag, jeg skal tage stilling til at svare på den der. Tror folk virkeligt det er så nemt det hele? Hvad fanden er det for en verden at leve i? Selv Charlie og Chokoladefabrikken har problemer.

På den anden side; hvorfor pakke lorten ind, når den stinker alligevel? Det er jo ikke en dans på røde roser - det er ikke sjov og ballade - sukker i kaffen og sårn. Det er også DE HER dage - de trælse hårde dage, hvor kroppen skriger og man har lyst til at gemme sig væk, som er vigtige at fortælle om.

Jeg læste lidt af mailen op for min kæreste og brød fuldstændig sammen i gråd, mens jeg hulkede; "Jeg forstår ikke hvorfor folk vil det her. Der er jo slet ikke sjovt. Man er træt hele tiden, man får ikke sovet og man er ALDRIG færdig. Jeg har lyst til at skrive til hende at hun skal finde et job et sted og aldrig sige op. " (efterfulgt af hulken, snotten og opgivenhed).

Kæresten, som selv er selvstændig, kigger på mig, giver mig en krammer og fortæller mig, at de her dage kommer - men når man kigger på de resultater der også kommer derefter, så er det det hele værd. Og han har fuldstændig ret. 

Du får lorten som den ser ud - klam og ægte!


Jeg svarede på mailen, ærligt og uden filter: "Jeg vil super gerne sige til dig, at du skal kaste dig ud i det, hvilket jeg selv har gjort, i tidernes morgen, problemet er dog, at interessen for plakater og illustrationer er dalende og med tidens trend og tendenser der ændrer sig hele tiden, så kan jeg heller ikke se at Kasia Lilja laver det samme om 2-3 år. Med fare for at lyde kynisk; alle laver og kan lave plakater og illustrationer, men det er meget få som får succes med det. Det handler i bund og grund om at lave en skudsikker forretningsplan, hvis man vil leve af det, gennemarbejde alle sine mål og de aktiviteter der skal udføres for at nå dem. 

Det er rigtig fedt at du vil sidde og tegne hver eneste dag og er inspireret, men at designe og være kreativ i en sådan branche udgør DESVÆRRE kun 20% af din samlede tid. 


Resten af tiden skal du lave regnskab, opdatere webshoppen, snakke og forhandle priser med forhandlerne, besøge forhandlerne, udtænker tilbud, skyde produktbilleder, gennemgå et hav af leverendører fra alt mellem emballage til papir og rammer, du skal være villig til at have meget is i maven og ikke tjene noget som helst de første to år (hvilket jeg heller ikke gør endnu) og så skal du være en arbejdshest, som gerne tager tiden fra familien og knokler op til 50-70 timer om ugen - også når der er familiefester eller børnene sover. Det er super super hårdt og men hvis man KAN navigere i det, er resultaterne absolut det hele værd."

Hov!? Er det det værd? Skrev jeg lige dét? Her gik det op for mig, at jeg havde brugt denne mail til indirekte at fortælle mig selv, at det ER det hele værd. 

At acceptere faktumet om ikke at være et overmenneske kræver nosser (som man ikke altid har)


Jeg er perfektionist med et KÆMPE P. At lave halvhjertede ting er ikke i min natur og jeg er en stor stræber. Det ved alle de omkring mig også. Men jeg har de seneste par år også lært, at man ikke kan lave alle ting synkront og slet ikke til UG. 

Der VIL komme dage som denne mandag og det er OKAY! Det skal det være. Det skal være okay at folk ved det - lige så meget som det skal være okay at man har lyst til at råbe "skrid" og "fuck" i et stort verbalt tourettes metropol.

Jeg havde en af de dage idag - ved slutningen af denne blog post har jeg faktisk lyst til at grine og danse - det er ude af systemet og den følelsesmæssige rutschetur jeg tog mig selv på er sikkert stadig ikke ovre, men hvad fanden - i det mindste har jeg gjort det klart overfor jer og ikke mindst mig selv, at det er OKAY at nogle dage er hårde! Og fakker talt så er det vel også at have Ja! Hatten på, at man siger "Ja!" til sig selv? At lytte til sin krop og følelser og håndtere dem er den bedste terapi for mig. 

Kaffe, Corny-følelsesporno-musik og rod


Jeg har rod i hele boligen efter en weekend på messe - det får lov at ligge. Sidder stadig i nattøjet og lytter til sukkersøde toner fra en eller anden følelses-playliste på Spotify. Det føles fantastisk at skrive i lange baner. Hvad skulle vi dog have gjort uden ord? 

Mandag er faktisk slet ikke så slem alligevel :-)

/Kasia 


søndag den 12. oktober 2014

På med Ja OG Nej-hatten til efteråret...

På med Ja- eller Nej-hatten?

Jeg har i den sene tid oplevet en del snak om "Ja" og "Nej" hatte og hvordan den ene udelukker den anden. Personligt kommer "min" jahat fra en tid hvor jeg var meget negativ og brokkede mig en hel del.. (Som vi alle gør) Det var der HELDIGVIS en kæreste der ikke var bleg for at påpege, hvorefter det gik op for mig, at jeg i virkeligheden selv bestemmer, om jeg vil leve et liv med brok og se udfordringer i alle situationer, eller om jeg vil leve et liv med en åben og imødekommende livsindstilling.. Derfor lavede jeg jahatten, som et humoristisk modspil til min kærestes observation.. 



Det viste sig faktisk at jeg blev et menneske med mere balance, flere succesoplevelser og ikke mindst kunne mine nærmeste omkring mig se en gladere person. Man kan kalde det Selvudvikling så tosset man vil. Men for mig var det et valg. Jeg VALGTE ikke at brokke mig. I det valg sagde jeg "Nej tak" til pessimisten.. Jeg sagde fra, tog nej hatten på



I virkeligheden handler det om at jonglere begge hatte på hver sin måde. Jeg bruger blot Jahatten som symbolet for hele denne terminologi.. Hatten er et valg og den eneste der kan træffe det valg for dig, er dig selv, så husk at lytte, mærke efter, også selvom strømmen og samfundet presser dig til andet. 

Når du f.eks. har vinterdepression SKAL du have nej hatten på, du skal sige fra overfor de ting der gør skade på dig og sige JA til Dig selv.. Har du pårørende der siger fra, så bebrejd dem ikke, men støt dem, for de gør det, som de føler er mest rigtigt.. Har hatten i virkeligheden ikke mere end én funktion?


Den triste tid kommer...for nogen...

Til efteråret vil der være stor fokus på Kasia Lilja's Mr. Yes! (Jahatten). Det er en svær tid for mange.. Jeg har selv i mange år været plaget af tristhed i de kolde og mørke måneder og det var blandt andet en af årsagerne til at jeg i sin tid lavede Ja-hatten.. Jeg har arbejdet meget med mig selv i de perioder for ikke at gå ned med depression og dermed arbejdet meget med "tankens kraft".. At være mere positiv tænkende og at tro mere på de gode ting i livet. Det har resulteret i mange succesoplevelser, så derfor er jahatten blevet et mere emotionelt symbol for mig, som dagligt minder mig om at jeg med egen vilje kan komme igennem selv de mest uløselige opgaver.. 
Efterårsperioden er derfor blevet noget jeg glæder mig til, fordi jeg ved, at jeg ikke længere bliver trist.. Desværre er der en del andre det gør det og det vil jeg gerne sætte fokus på. 

#NejTilVinterdepression Kampagnen på Instagram


Hvis du vil være med til at sprede budskabet om den positive tankegang i en periode der er hård for mange, så må du meget gerne bruge mine billeder af jahatten her eller fra min Instagram. Hashtag det gerne #kasialiljajahat - Og husk at mange der har det skidt i de mørke måneder som regel ikke taler om det, så vær åben overfor hinanden og lad være med at dømme, vi har alle ting vi slås med og ingen er overmennesker. Det handler bare om at give hinanden plads og jeg vil starte ved at gøre det på de sociale medier. 



Den seneste uge har Downtown Plus støttet kampagnen ved at sælge 50x70 plakater af Mr.Yes til 50% - der er få timer tilbage af dealen, så skynd dig hvis du vil have fat i dem. De kan købes hér.

Jeg håber I vil være med ❤️ /Kasia