torsdag den 12. december 2013

The time is NOW…



Er du et bakspejl eller er du en forrude?

Forleden var jeg til et yderst inspirerende seminar med erhvervsmanden og motivationsoraklet Jens Ladegaard - Seminar hed “Sådan får du mere gennemslagskraft” og var primært rettet mod erhvervslivet. Dog var moralen og essensen af hele det morgen seminar, nu jeg tænker mig om, nok mest en mental og verbal rystetur. Også i det private liv.

En opvågning som jeg trængte til. Jens formåede at prikke til mig på en sådan måde, at jeg ikke alene blev inspireret men også skammede mig. Skammede mig over mig selv og på vegne af de fleste mennesker omkring mig.

Hvor fanden skal vi hen og hvad gik galt?

Vi har så forbandet travlt altid. 
D.7/12, på min fødselsdag, vågnede jeg med hvad man kan kalde kodyle tømmermænd og hvad der svarede til resterne af en kat svøbt ind i et froté håndklæde kamufleret som min smag i munden. 



Jeg havde travlt (som altid) og fór ud af døren for at nå et tog. 

Pludseligt gik det op for mig, at jeg stod midt på Aarhus banegård - samme sted som en gruppe på ca. 30 ældre mennesker. I modsætning til mig, havde de IKKE travlt. De havde viet 30-40 min. af deres liv på at stille sig op midt i al julestressen - midt i al kaoset - for at synge salmer, skabe en stemning og glæde andre - De var TILSTEDE.




 
(kilde : http://soundscapemusictherapy.com)

Jeg ved ikke om det var mine tømmermænd der sænkede min fart og fremmede en vis dovenskab, men inden jeg vidste af det, stod jeg helt stille og var lamslået af situationen. Deres smukke toner fyldte hele rummet og akustikken formåede at sænke en blid ro over mig, som en usynlig aura. Jeg lukkede øjnene et kort sekund, med absolut jantelovs-fare for at virke som hende hippie’en i hjørnet, og nød øjeblikket. Jeg var skide ligeglad med hvad folk ville tænke, for følelsen jeg oplevede var det hele værd. Tiden stod stille i hvad der svarede sig til 5 min, men varede højst sandsynligt ikke længere end 30 sekunder. Salmerne dansede gennem luften og tonerne sendte vibrationer gennem min trætte krop.
Langsomt åbnede jeg øjnene og kom tilbage til virkeligheden - jeg var den eneste der nød det. Den eneste der stoppede op og tog imod det som den gruppe af ældre mennesker gav. Rundt om mig løb glade, frustrerede, forelskede, hidsige, skøre, aggressive og ikke mindst snæversynede folk frem og tilbage med skyklapper på. De gik fra A til B uden at se eller opleve nuet på deres vej. Ingen af dem stoppede op.

Dét fik mig til at skamme mig. Hvad er det der gør, at vi altid har så travlt? Hvad er det der gør, at vi altid skal kigge tilbage og ærge os over det vi ikke nåede? For det er netop det vi gør - vi slår os selv i hovedet over alt det der ikke gik som det skulle. Hvad blev der af “PYT”?

Forruden er langt større end bakspejlet!

Tilbage til Jens. Jens forklarede meget visuelt to typer af mennesker; 

“Bakspejlet” - Os der har så travlt med at kigge i bakspejlet, kigge tilbage, diskutere og fortolke hvad der blev gjort forkert i fortiden. Hvad der mislykkedes. Vi ærger os - vi skammer os - vi er nogle sure løg er vi.

“Forruden” - Os der har så travlt med at nå en masse. Vi ser ikke siderne, vi ser ikke det indvendige af bilen - fastholder blot tunnelsynet og det vi stræber mod. Vi har så travlt med at nå til næste station, næste stoppested. Søge mod fremtiden.



Men når vi sidder i en bil, hvor stor er bakspejlet så i forhold til forruden? Hvor er perspektivet? Istedet for at ærge os over det der gik galt, burde vi så ikke se ligeud? Være nysgerrige? Åbne? Men mest af alt, burde vi ikke kigge RUNDT? Nyde nuet? Der var én ting Jens glemte, og det var absolut vigtigheden af at være tilstede, hvor man end er - det øjeblik du befinder dig i NU, det får du aldrig tilbage og du får det aldrig i fremtiden.

Jeg er ikke en skid bedre selv - jeg har både været forrude og bakspejl også synkront. Det er jeg sikkert stadig i mange situationer, for det skal jo ikke alt sammen være så nemt. Det er vigtigt med mål og at stræbe efter dem - men at sidde som 70 årig og aldrig at have nydt ØJEBLIKKET, det vil jeg ikke kunne tilgive mig selv.

Lige NU og ikke andet !

Derfor har jeg med inspiration fra både Jens og de kære ældre mennesker der sang, lavet denne poster, som fremadrettet skal med mig mentalt over alt. 



Jeg vil klart bruge både dette indlæg og tankerne herom, som en slags guideline for min fremadrettede tilstedeværelse uanset hvor jeg befinder mig. Og jeg håber ikke mindst, at du som læser dette, også fik en rystetur -hvad du vil gøre nu er op til dig. 

Dans en dans, nyd det, syng en sang - HØJT, kast en tallerken - men for alt i verden vær skide ligeglad med hvad folk tænker og hold dig ALDRIG tilbage!


mandag den 2. december 2013

GERONIMO !!!!

Du kender sikkert begrebet “Geronimo”. Måske har du læst det i en bog, set det i en amerikansk film eller stødt på det i forbindelse med, at du er hoppet ud af et fuldstændig sundt og raskt fly. Du har næsten med garanti hørt Aura eller Fallulah skråle ”Geronimo” på P3. Men ved du hvorfor?

Geronimo kæmpede for sin sag og var ikke til at stoppe

Den mest berømte af hans mange nær-ved-og-næsten tilfangetagener var ved ”Medicine Bluff” i Oklahoma, hvor han i bogstaveligste forstand sprang ud fra en klippe, stadig siddende på sin hest.

Han og hesten landede i en flod og flygtede på denne måde fra en måbende amerikansk hær. Så ku’ de lære det!

Under anden verdenskrig begyndte de amerikanske faldskærmssoldater fra 501ste regiment at råbe ”Geronimo!”, når de sprang ud over ukendt fjendeland fra deres DC3 fly. ”Geronimo” blev dermed til en metafor for det at ”turde” – To DARE – at springe ud i det ukendte – både fysisk og mentalt.

Dette er min nye poster.. Drømmen fra forleden som jeg blev nødt til at visualisere - At turde kaste sig ud fra klippen..
Motivet er mig selv, da alle mine illustrationer primært beskriver oplevelser, erfaringer, følelser eller andet der berører mig som person eller mit liv..



Teksten omkring Geronimo er udlånt af Laila Pawlak og Kris Østergaard fra Dare2 : http://www.dare2.dk :-)