Når mor mangler og Janteloven sparker mens vi ligger ned
Jeg har tidligere skrevet et meget personligt indlæg omkring det at miste en eller begge forældre - i en meget tidlig alder (Når Mor Mangler).
At være voksen og samtidigt være et skrøbeligt barn indeni, med et higende ønske om kærlighed, omsorg og vinger, hvorunder man til tider kan gemme sig, på trods af ansvar, pligter og dagligdags rutiner, er ikke altid en nem tilværelse. Det kan være hårdt, frustrerende, udfordrende og ikke mindst give en tilværelse hvor ord som "uværdig" og sætninger som "du kan sgu ikke en skid" udfylder det tomrum, hvor der istedet for burde være tro og håb... - og selvværd!
At være forældreløst barn og ikke have veludviklede verbale kommunikationsevner kan være en hård måde at komme igennem sorg på.
kilde : www.google.dk
Det har taget mig mange år at indse, at jeg ER værdig. Jeg har gang på gang bevist overfor mig selv og ikke mindst dem som troede aller mindst på mig, at jeg KAN - i virkeligheden kan vi alle - vi er alle værdige og ord som "synd" og "jantelov" er udelukkende menneskeskabte monstre, som kontinuerligt sikrer alle de andre mennesker kontrol over os. Kontrol over vores hverdag, vores tanker, vores handlinger, vores mod, vores værd og af mange andre ting også vores succes.
Kilde : www.google.dk
Vi er alle af den overbevisning, at menneskerne omkring os gerne vil se os få succes, sålænge det ikke er mere end de selv har. Nogle kan have ret - jeg har selv oplevet det. Men i virkeligheden, den virkelige virkelighed er resultatet af frygten for at blive til grin egentligt bare en flugt fra en verden, hvor vi selv kan og må bestemme. Med ansvar kommer konsekvenser og det at tage stilling. Vi er skide bange. Selv mennesker som har haft den helt rigtige og meget candyfloss-agtige barndom og tilværelse, er bange.
Men før vi kan bryde mønstret skal vi samle mod - det kræver en styrke at råbe "GERONIMO". Det handler først og fremmest om at være det helt rigtige sted i sit liv, med den rigtige indstilling, før man kan rulle ærmerne op og få fingerne godt ned i den kæmpe lort vi nu engang kunne stå overfor.
Før vi kan sige "Fuck det" og springe ud over klippen med oprejst pande og tro på os selv, skal det efter naturens love åbenbart foregå ved en rutschetur i den karrusel vi kalder "livet". Hvis ikke vi har de rigtige mennesker omkring os, så kan vi sgu ikke klare den tur. Vi har brug for en der står og venter, når lågen åbner og vi løber ud med bræk i lår-fede stråler, gylp på trøjen og smagen af en rådden kat svøbt ind i et frottehåndklæde i munden... Vi har brug for en der holder håret, mens vi brækker os - og mest af alt, mens vi er børn. Det er her vi bliver aller mest mærket.
kilde : www.google.dk
Et bjerg af lort og en Ja-hat jeg vil skide på
Det er naturligvis meget let at stå på den anden side af "lorte-bjerget" og snakke løs om positivitet, indstilling, (fucking) ja-hatte og work-life-balance...
Det har taget ufatteligt mange år for mig at nå til et liv i balance. Det har krævet benhårdt arbejde og til tider anede jeg slet ikke om det var noget som helst værd. Et utal af dårlige forhold, problemer med kosten, svigt, tillidsbrud, depressioner og et hav af mindre værd... Undervejs havde jeg, som så mange andre, mest lyst til at skrige : "HOLD NU BARE KÆFT med alt jeres positivitets-pis og lad mig dog for helvede råbe og skrige engang i mellem!" For det er HELT OKAY!
Fuck det, vi tegner bare
Jeg har brugt det meste af mit liv på at male malerier og tegne. Det har været en bobbel og en slags flugt fra virkeligheden i mange svære (og gode) tider - og er det stadigt.. Første gang jeg holdt en blyant i hånden var jeg kun 1 år gammel og den holder jeg stadig (af).
Tegningerne har, med fare for at lyde som en kliché, hjulpet mig meget som barn og ikke mindst voksen. Det glæder mig at se børn, der gennemgår svære tider, som jeg selv har gjort, tegne.
Følelsen af at lukke sig inde i sit eget univers, sit rum og bare for en stund at skabe sig selv en verden, hvor alt er som vi selv bestemmer det skal være - den er ubeskrivelig. Specielt for et barn.
Børn tegner sorgen
Dele af nedenstående er udlånt af Kræftens Bekæmpelse :
Dødsfald, skilsmisse og ensomhed. Den slags begivenheder kan rive små børn ud af deres barnlige glæde og naivitet og ind i nye svære følelser. Følelser som de voksne skal invitere dem til at vise og snakke om.
Kræftens Bekæmpelse - herunder Projekt Omsorg, sætter fokus på små børns sorg ved at invitere børn til deltage i en tegnekonkurrence under Stafet For Livet, som afholdes i min by (Horsens) d.23. og 24. maj.
Børn, der har mistet, skal høres og ses. Ikke bare af deres forældre, som måske selv er i krise, men også af de voksne i børnehaven. Det gælder også små børn, som endnu ikke har så meget sprog.
Når man som barn mister en forælder eller andre tæt på, mister man samtidig sin barnlige naivitet og glæde. Det er svært, når alle ens kammerater render rundt og er glade. Pludselig udskiller man sig fra den glade flok, og så står man 30 år senere og har taget en lang og fucking sej vej.
Det er vigtigt at være bevidst om børn i sorg og tyde de tegninger de tænker, når sproget ikke kan hjælpe. Jeg vil ikke ønske for nogen i verden, at de skal vokse op med mindreværd, en konstant klump i halsen og en knugen i maven. Lad os tegne det væk før det sætter dybe spor og lad os gøre det MED vores børn.
Jeg har fået den vanvittige fornøjelse af at være facilitator på tegneområdet (hvilket jeg er overdrevet stolt af) hvor børn, unge og barnlige sjæle kan komme og udøve deres inderste kreative evner og samme tid sætte fokus på sorg i alle aspekter.. Jeg vil her assistere børnene (og deres forældre) i hvordan man kan tegne sorg, give fifs og tricks og derudover sælge limited edition plakater lavet til formålet for indsamlingen.
Tak fordi i tog jer tid til at læse mit tankespind - husk at tegne med jeres børn. Det kan også gøre ondt, når man mister sit Pokemon kort - når man er 6 mærker man sorg på en anden måde selv ved små ting.
Kilde : www.google.dk
