En af de dage hvor man ser sort...
Mandag morgen. Jeg plejer at elske mandag morgen - det er her jeg har ventet en hel weekend på at starte en ny uge med friske øjne, nyt energi - at kunne få svar på mine mails osv osv. Det er bare slet slet ikke den mandag morgen, jeg plejer at have. ØV! ØV ØV ØV ØØØØØV!
En af de sjælne hverdagsmorgener hvor knægten er hos sin far og hvor man i bund og grund er super heldigt stillet ved at være sin egen chef - man bestemmer selv hvad tid man vil ud af nattøjet. Jeg kunne for første gang længe endeligt sove ud - specielt efter en hård weekend med messe, en del snak og "væren på". Jeg har arbejdet 40 timer over to-tre dage, så syntes sgu selv at jeg havde fortjent en lang morgen i sengen, hvor det var okay at sige "fuck det".
Det er ikke hvad der skulle ske - åbenbart!
Kl. 05.00 vågner jeg første gang - "Det kan sgu da ikke være rigtigt!!!", tænker jeg. Min do-do-liste læser sig nærmest selv op i en indre monolog og jeg vågner mere og mere. Til sidst bliver jeg nødt til at få det hele ned på papir, står op, sætter kaffen over og sætter mig til computeren. Jeg er klar - klar på dagens og ugens udfordringer, at svare mails, at pakke pakker til kunderne - alt det der.
Der er noget i vejen?! Det føles sjovt, en snas udefinerbart.
Der sidder en klump i min mave og i min hals - et sted ihvertfald er der noget der trykker. Et ubehag af jeg ved ikke hvad. Jeg håber lidt det går væk ved at komme igang og tænker, det muligvis er "messetømmermænd", som en af mine veninder i branchen så fint kalder det. Det går nok over.
Inden den er 07.00 er der 6 sms'er på min tlf med ting jeg skal tage stilling til (der er en fernisering om 5 dage og 1000 hængepartier) - min tlf ringer et par gange og der er to sure mails fra kunder, hvis pakker er forsvundet med posten.
Jeg bliver en anelse irriteret - er jo ikke helt vågen, eftersom kaffen endnu ikke er brygget. Her skal man helst ikke svare på beskeder - men det gjorde jeg, jeg lød skide sur og havde mest af alt havde jeg lyst til at skrige ind i telefonen : "SÅ LAD MIG DOG FORHELVEDE VÆRE - DIN CUNT". Jeg havde lyst til at tage samtlige genstande i mit hjem og kaste med alt indtil det var splittet i 1000 stykker. Men mest af alt havde jeg lyst til at råbe og skrige indtil det hele var ude af kroppen.
Jeg kan ikke mere...
Det er så overvældende, når man ikke har kontrol over sine følelser eller sin krop - hvor fanden kommer det her fra? Jeg var ellers så klar på en ny uge. Dét irriterer mig helt vildt. Kæresten står op og jeg fortæller ham om en mail jeg har fået for nogle dage siden.
I mailen står der noget lignende ; "Kære Kasia, jeg har fulgt dig længe og din inspirerende vej med virksomheden. det er så sejt det du har opnået og endda på egen hånd. Jeg tegner selv og laver plakater og ser dig som en kæmpe inspiration, så jeg ville blive utrolig glad, hvis du havde lyst til at dele dine erfaringer, svare på nogle spørgsmål osv med mig. jeg vil så gerne kunne leve af at være kreativ ligesom dig".
Hvad er det for en fantasi-verden at leve i?
SHIT! Det er bare ikke dagen idag, jeg skal tage stilling til at svare på den der. Tror folk virkeligt det er så nemt det hele? Hvad fanden er det for en verden at leve i? Selv Charlie og Chokoladefabrikken har problemer.
På den anden side; hvorfor pakke lorten ind, når den stinker alligevel? Det er jo ikke en dans på røde roser - det er ikke sjov og ballade - sukker i kaffen og sårn. Det er også DE HER dage - de trælse hårde dage, hvor kroppen skriger og man har lyst til at gemme sig væk, som er vigtige at fortælle om.
Jeg læste lidt af mailen op for min kæreste og brød fuldstændig sammen i gråd, mens jeg hulkede; "Jeg forstår ikke hvorfor folk vil det her. Der er jo slet ikke sjovt. Man er træt hele tiden, man får ikke sovet og man er ALDRIG færdig. Jeg har lyst til at skrive til hende at hun skal finde et job et sted og aldrig sige op. " (efterfulgt af hulken, snotten og opgivenhed).
Kæresten, som selv er selvstændig, kigger på mig, giver mig en krammer og fortæller mig, at de her dage kommer - men når man kigger på de resultater der også kommer derefter, så er det det hele værd. Og han har fuldstændig ret.
Du får lorten som den ser ud - klam og ægte!
Det er rigtig fedt at du vil sidde og tegne hver eneste dag og er inspireret, men at designe og være kreativ i en sådan branche udgør DESVÆRRE kun 20% af din samlede tid.
Resten af tiden skal du lave regnskab, opdatere webshoppen, snakke og forhandle priser med forhandlerne, besøge forhandlerne, udtænker tilbud, skyde produktbilleder, gennemgå et hav af leverendører fra alt mellem emballage til papir og rammer, du skal være villig til at have meget is i maven og ikke tjene noget som helst de første to år (hvilket jeg heller ikke gør endnu) og så skal du være en arbejdshest, som gerne tager tiden fra familien og knokler op til 50-70 timer om ugen - også når der er familiefester eller børnene sover. Det er super super hårdt og men hvis man KAN navigere i det, er resultaterne absolut det hele værd."
Hov!? Er det det værd? Skrev jeg lige dét? Her gik det op for mig, at jeg havde brugt denne mail til indirekte at fortælle mig selv, at det ER det hele værd.
At acceptere faktumet om ikke at være et overmenneske kræver nosser (som man ikke altid har)
Jeg er perfektionist med et KÆMPE P. At lave halvhjertede ting er ikke i min natur og jeg er en stor stræber. Det ved alle de omkring mig også. Men jeg har de seneste par år også lært, at man ikke kan lave alle ting synkront og slet ikke til UG.
Der VIL komme dage som denne mandag og det er OKAY! Det skal det være. Det skal være okay at folk ved det - lige så meget som det skal være okay at man har lyst til at råbe "skrid" og "fuck" i et stort verbalt tourettes metropol.
Jeg havde en af de dage idag - ved slutningen af denne blog post har jeg faktisk lyst til at grine og danse - det er ude af systemet og den følelsesmæssige rutschetur jeg tog mig selv på er sikkert stadig ikke ovre, men hvad fanden - i det mindste har jeg gjort det klart overfor jer og ikke mindst mig selv, at det er OKAY at nogle dage er hårde! Og fakker talt så er det vel også at have Ja! Hatten på, at man siger "Ja!" til sig selv? At lytte til sin krop og følelser og håndtere dem er den bedste terapi for mig.
Kaffe, Corny-følelsesporno-musik og rod
Jeg har rod i hele boligen efter en weekend på messe - det får lov at ligge. Sidder stadig i nattøjet og lytter til sukkersøde toner fra en eller anden følelses-playliste på Spotify. Det føles fantastisk at skrive i lange baner. Hvad skulle vi dog have gjort uden ord?
Mandag er faktisk slet ikke så slem alligevel :-)
/Kasia
Du er sej, Kasia! For tiden hører man så tit om selvstændige, der har fået succes i løbet af ingen tid, og ofte er det teenagere, der pludselig har tjent en million-milliard på en skør idé. Tit og ofte bliver der kun fokuseret på succesen og pengene, der vælter ind, og fortællingen om det hårde arbejde bliver udeladt. Der er heller ikke nogen, der fortæller, at ud af den million-milliard går halvdelen til skat og resten til produktion, revisor, markedsføring osv. I iværksætterverdenen, synes jeg, at det tit er no-go at sige "Jeg orker ikke...", selvom det er sådan, man har det en gang imellem. Fedt, at du tør stå frem og fortælle om både forside og bagside af medaljen!
SvarSlet