onsdag den 21. oktober 2015

En iværksætters rejse og taknemmelighed...

Iværksætteren - en blanding mellem Skizofreni og ADHD

En af de store udfordringer man har i en enkeltmandsvirksomhed er ofte, at man er alene. Man har til tider så mange forskellige roller at navigere i og hatte at gå med, at man ofte glemmer hvor man egentligt hører til. Man er bogholder, sælger, markedsførings specialist, social media ekspert, revisor, advokat, webshop administrator og support team på alt det lort der går galt. Man sidder alene med sine spørgsmål og ofte er man alene om at finde løsningerne.

Ofte karakteriseres iværksættere, startere, søsættere - kært barn har mange navne - som nogle rastløse, energibomber der ikke kan sidde stille og ofte keder sig hurtigt hvis ikke de bliver underholdt, beskæftiget eller stimuleret på den ene eller den anden måde. Måske er det bare sådan jeg ser mig selv?

Jeg bruger ofte denne blog som et middel til at få nogle af de her tanker ud af hovedet. Jeg elsker at sætte ord på tingene og ikke mindst vise andre ligesindede, at det hele er NORMALT! Følelserne, tankerne, bekymringerne, drømmene - det hele.

Du passer ikke ind her - find din rette hylde!


I mange år har jeg været bange for arbejdsmarkedet. Helt tilbage til folkeskoletiden, hvor man havde fritidsjobs fik jeg en underlig fornemmelse af hele det der "arbejdsmarkeds koncept". Efter uger eller måneder i et nyt job (vi flyttede en del), blev jeg rastløs, det blev ganske enkelt for kedeligt for mig at udføre de respektive arbejdsopgaver. Jeg gad ikke gå på arbejde og min energi blev drænet flere dage inden jeg skulle afsted. Det der så sker, når man ikke gider noget, er at man melder afbud elller melder sig syg. Det gjorde jeg rigtigt ofte. 
Men det var hele tiden en mental kamp, når man som jeg, er enormt pligtopfyldende - man vil ikke skuffe nogen. Det gjorde jeg når jeg lod min arbejdsgiver i stikken. 
Jeg fik følelsen af allerede i teenageårene, at jeg ikke passe ind på arbejdsmarkedet - jeg kunne ikke finde motivationen. Denne tanke har i mange år efterfølgende fulgt mig helt op i mit voksne liv. 

"Du passer ikke ind her!"

Jeg elskede at gå i skole - selvom hver eneste dag var mere eller mindre den samme, så var den alligevel helt ny. Jeg lærte noget dagligt, jeg blev stimuleret og jeg glædede mig til at komme i skole. Og når man ikke passer ind i arbejdsmarkedet, ja så er der åbenbart kun en vej man kan gå - det er naturligvis at blive evighedsstuderende :-)

Jeg har efter gymnasiet taget en multimediedesigner uddannelse, efterfulgt af to bachelorer i henholdsvis konceptudvikling og innovation og entrepreneurship...

Hvorfor være selvstændig, når man ikke gider at arbejde?


Mellem mine uddannelser forsøgte jeg naturligvis at komme ud på arbejdsmarkedet - jeg vidste jo godt at jeg ikke kunne læse i al evighed. Jeg har altid været kreativ og elsker at søsætte ting, komme med gode konceptuelle iagttagelser og generelt ligger mit drive i at iværksætte kreative tiltag. Det konkluderede jeg hurtigt, at jeg kunne få stor gavn af på et reklamebureau. Her kunne jeg dagligt arbejde med alle de ovenstående faktorer.
Jeg var på daværende tidspunkt så ualmindelig heldig at få arrangeret et møde med den kreative direktør fra et af landet bedste bureauer. YES! Jeg var "inde i varmen" hurtigere end jeg havde regnet med, tænkte jeg.

Men at dette møde skulle blive en skælsættende faktor i min fremtid, var jeg ikke klar over.

Her er din rette hylde, Kasia!


Jeg havde en fantastisk samtale med en meget inspirerende, kvalitetsbevidst og professionel herre. Mødet varede langt over 2 timer, så jeg var overbevist om, at den sad lige i skabet. Jeg havde endeligt fået en plads et sted, tænkte jeg!!!

Undervejs i min portfoliofremvisning fremlagde jeg mine illustrationsfærdigheder, hvor jeg livligt fortalte om min nye lille tegningserie af "De Skidende Fugle". Det var her alting ændrede sig.
Herren som virkeligt syntes om mig, kiggede mig alvorligt i øjnene og sagde ; 

"Kasia, man kan jo tydeligt se, hvor din passion er. Den er i dine illustrationer. Man er ikke i tvivl om hvor meget du brænder for det her. 
Jeg ville være utrolig heldig at have dig som en del af mit team, men jeg ved også at der ikke ville gå længe før du blev brændt ud. At placerede dig bag et skrivebord i en kasse ville kvæle dig. 
Du skal have højt til loftet, du skal have luft omkring dig og du skal ihvertfald udforske det dér du sidder med. Det er her du har gnisten i øjnene..."

WHAT THE FUCK!!! Får jeg så ikke det job, tænkte jeg!? Shit jeg var sur, da jeg gik derfra - kæft en nar, tænkte jeg - kortvarigt. Jo mere jeg tænkte over hans kommentar jo mere alvorligt blev den tanke. Jeg besluttede mig derfor for at læse videre (igen igen igen) - denne gang mindre krativt og mere noget omkring business, virksomhedsdrift osv. Jeg havde lidt på fornemmelsen, at mange kreative mennesker ikke er gode til at tjene penge - eller lave en sund forretning på deres kreative evner. Den hypotese måtte jeg teste af - om ikke andet, så igennem endnu en uddannelse.

Fuldtidsstudie og virksomhed


Jeg startede på bacheloren i Innovation og Entrepreneurship. Fantastisk uddannelse som jeg vil anbefale alle med iværksætterånd. Man finder i sandhed sin rette hylde - blandt ligesindede.
Jo mere jeg lærte på studiet omkring regnskab, økonomi, jura, salg, ledelse osv osv - ja jo mere brugte jeg det ned over min lille hobby. 

I 2013 solgte jeg mine tegninger til venner og bekendte - wow en vild følelse - nogen ville købe mit shit! Det hele var ret primitivt og foregik enten på mailen eller via Facebook som salgskanal. Det tog en del tid. I december 2013 havde jeg solgt så mange tegninger at jeg blev nødt til at momsregistrere mig, idet det var blevet en lille produktion med ligeså mange udgifter som indtægter.

I januar 2014 deltog jeg i min første fagmesse for bolig og interiør branchen - her blev mine illustrationer og plakater testet på både branche og fagfolk, men også resten af verden. I februar 2014 havde jeg fået lavet min egen webshop. Nu var det ganske enkelt en lille butik, en reel forretning.

Jeg var så heldigt stillet ved at kunne kombinere studiet med min virksomhed. I sådan en opstartsfase, ja der knokler man mindst 80 timer om ugen, så de to verdener jeg opererede i måtte ikke være for fjerne fra hinanden. Ellers vidste jeg, at jeg ville blive skør.

Jeg brugte min viden fra studiet og sideløbende med skoleprojekterne, så arbejdede jeg meget intenst med min egen virksomhed. Nogle søde klassekammarater sagde til mig, at jeg skulle arbejde mere med virksomheden, for der lå enormt meget potentiale i den. Her kunne jeg bruge min egen virksomhed som case på de resterende semestre på studiet - sågår kunne jeg gå i praktik i egen virksomhed, hvilket gjorde, at jeg havde mere fordybelse i mit eget foretagende. Det er der ikke mange i opstartsfasen der har muligheden for - og det mest taknemmelige af det hele var at jeg kunne gøre det på en SU indtægt, så jeg havde ikke brug for at tage lån i banken for at starte. Jeg var igang.

Er du stadig bange for at arbejde?


I dag arbejder jeg halvt så meget som jeg gjorde sidste år, selvom det stadig er fuld tid. Men jeg har lært at effektivisere tingene, optimere på ressourcerne og ikke mindst at navigere i livet som selvstændig. Jeg har langt om længe fundet min rette hylde. Det handlede slet ikke om at jeg ikke kunne, ville eller skulle arbejde - det handlede om at jeg er en af de typer mennesker, som kræver den rigtige motivationsfaktor for at være hengivende - uanset hvad det drejer sig om. Den motivation fandt jeg den dag jeg var til møde på bureauet. Jeg fandt gnisten, passionen, drømmen. Noget at hige efter og noget der glædeligt hver eneste dag får mig ud af sengen - uanset de søvnløse nætter, mavepinen og bekymringerne. Mit mål er helt klart at vise andre kreative, rodløse kreative sjæle, at man sagtens kan drive en virksomhed på sine kreative kvalifikationer - hvis man vil det nok.

Hjulene på bussen drejer rundt rundt rundt...


I august 2014 gik jeg en tur ned til den lokale brugskunst forhandler med en rodet mappe af tegninger, plakater og illustrationer i håb om at de ville forhandle mine ting. Det blev den første forhandler og en forrretningsrejse begyndte. Der kom bekymringer, søvnløse nætter, samarbejdskontrakter, leverandøraftaler, jura man skulle forholde sig til - pludseligt befandt jeg mig midt i en mandsdomineret verden med spidse albuer og måtte udøve bestemte dybe toner, når jeg "skulle have min vilje".

Ofte sidder jeg og griner for mig selv, efter at have haft et møde eller en spændende telefonsamtale. Jeg lyder så voksen, så "vigtig" og ikke mindst slet ikke som en kvinde der engang var bange for arbejdsmarkedet.

Der er sket uendelig meget på ganske kort tid. Fra jeg fik min første forhandler for lidt over et år siden, til at jeg nu har 35+ forhandlere fordelt på Danmark, Sverige, Finland, Australien og New Zealand. Alt sammen på 1 år.

Det har været og er dagligt en vanvittig rejse, et eventyr, som jeg er ualmindeligt taknemmelig for.

Tak fordi du læste med - og husk, vi har alle en hylde, men det er først når gnisten og passionen opstår vi finder den :-)


mandag den 14. september 2015

Kasia Lilja - Virksomhed og person - indefra...

Kasia set fra praktikantens øjne

Jeg har nu været i praktik ved Kasia Lilja i halvanden måneds tid, og i den tid jeg har været her har jeg lært en lille bitte, smuk og hjertevarm kvinde at kende.

Kasia er en sej, viljestærk, stædig lille kvinde med store ambitioner og et humør der smitter og glæder uanset hvor hun befinder sig. 

Hun er en person man for lyst til at se op til, fordi hun er så inspirerende og kreativ i sit væsen, samtidig med at hun har business hatten på.

Hendes mod er stort i en branche hvor chancerne for at overleve de næste år er minimale. Hun lader sig ikke kue fordi hun får et nej fra en forhandler. Nej, hun kæmper videre og ringer eller skriver til den næste interessante forhandler og samarbejdspartner og får det bedste ud af dagen.

Virksomheden Kasia Lilja er hendes hjertebarn og dette mærker man tydeligt gennem den omsorg og kærlighed der bliver givet til hendes følgere på Instagram og det arbejde der bliver lagt i den daglige drift af Kasia Lilja.

Den første uge jeg var ved Kasia var alt fokus på Formland messen i Herning, og vi arbejde begge ca. 80 timer. Det var en vanvittig måde at starte sit praktikforløb på, men også enormt spændende trods de mange timers arbejde der blev lagt i ugen.






Jeg har lært så utroligt meget af Kasia på den korte tid jeg har været her. Også meget mere end jeg havde forventet. Men det er ikke kun den arbejdsmæssige side af Kasia jeg har lært at kende. Bag de røde Business briller og den sorte blazer gemmer sig en kvinde med Polske rødder.

Hun er nemlig ikke blot en selvstændig businesswoman med godt gang i karrieren. Hun er også kæreste til Søren, mor til Witus, stand-in-mor til Sørens to børn, veninde, søster, barnebarn og sidste men ikke mindst er hun min chef.
Alle disse roller har hun med i tasken hver evig eneste dag. Hun passer på disse roller således at hun kan være der for dem der har brug for hende i de dagligdags situationer hun bliver stillet overfor. Hver en rolle bliver taget alvorlig af Kasia og selv om der er mange roller at jonglerer med taber hun sjældent overblikket.



Hun er ALTID ærlig og siger tingene som hun opfatter og føler dem, men på en yderst diplomatisk måde, således at man aldrig føler sig trådt på.
Hun er helt igennem elskværdig, kærlig og ligetil, men også stædig og vildt nysgerrig. 

Alt dette gør dagene ved Kasia Lilja uforudsigelige, spændende og udfordrende for en der har siddet på skolebænken siden hun var 5 år gammel og kun haft arbejde der intet har med kreativitet at gøre.

Jeg er allerede dybt taknemmelig for at have fået chancen for at lære denne skønne kvinde at kende. Hun giver mig blod på tanden og lyst til arbejdslivet. Men vigtigst af alt har hun givet mig troen på at jeg sagtens kan kombinerer mine kreative evner med erhvervslivet. 

Så tak for det, Kasia :-)







                                                                                                

fredag den 21. august 2015

Den sammenbragte familie....

Følelsesmæssig intelligens...

Følelser er en mærkelig størrelse. Ofte er de et resultat af de indtryk vi stilles overfor eller de mennesker vi møder på vores færden igennem livet.

Vi griner, vi græder, vi tænker, vi undres, vi bliver nysgerrige og ikke mindst kan det hele føles på både krop og sind. De oplevelser eller mennesker der har størst inpact på os, der hvor det rigtigt kan mærkes helt inde i maven, ja det er ofte noget vi ikke selv er herre over. Det kommer ganske uventet og ofte meget ubelejligt. Enten har vi ikke tiden til det, eller så havde vi måske lagt en anden og mere "sikker" strategi end den der umiddelbart ligger for døren - vi havde ganske enkelt en anden plan. Men det er jo nu engang således, at omstændighederne ændres, som små blink - tilfældigheder mødes - bringer folk tættere på og andre gange distancerer det nogle. 

Ofte har vi brug for en plan, vi har brug for en retning eller måske indsigt i hvor vi bevæger os hen, for at sikre os selv en indre ro. Vi giver til tider andre skylden, når tingene ikke går som de skal - eller måske de højere magter. Sjældent tager vi ansvar for omstændighederne. 

Jeg tror ikke decideret på skæbnen - heller ikke at alting er forudbestemt. Jeg tror på, at vi langt hen af vejen selv er med til at forme den vi er, den vi vil være, og den vi bliver - ikke mindst den retning vi vil eller skal bevæge os mod. Om det så er i ens privatliv, erhvervsliv eller den indre balance. Vi har ganske enkelt selv ansvar for når tingene går godt - og når de går skidt.

Inderst inde tror jeg, at vi langt hen af vejen godt ved hvad vi er værd, hvad vi selv ønsker og drømmer og ikke mindst hvad vi mener vi fortjener. De fleste af os har bare ikke nosser nok til at åbne munden og rent faktisk claime hvad vi gerne vil have eller hvad vi drømmer om at opnå. Det hele bunder i frygten for at fejle - "Hvad nu hvis de griner".. Ja, hvad nu hvis de rent faktisk griner? Så har de da noget at snakke om - om ikke andet så for en stund.

Følelser er en underlig størrelse - vi tror vi kan kontrollere dem, men i virkeligheden, den virkelige virkelighed, er de meget mere intelligente end vores egen forstand rækker.


Når du mindst venter det...

For et halvt år siden mødte jeg min kæreste. En af de mennesker som jeg netop blev draget af uden at kunne stå imod - en jeg ville lære bedre at kende - en der fik nogle følelser op i mig, som jeg ikke havde troet eksisterede. Timingen var vanvittig dårlig. Jeg var på vej ud af et forhold igennem 4 år, som i slutningen af forholdet havde gjort mig trist. Han var ligeledes kommet ud af et længerevarende forhold, som han slet ikke var glad i. Vi var måske begge sårbare for alting - eller måske mere modtagelige for de rigtige signaler. Det var ihvertfald den del vi delte - på det tidspunkt.

Fællesnævneren var,  at vi blev draget af hinandens tragiske omstændigheder. Ulykkeligheden. Vi var/er af natur begge meget positive og udadvendte, men af en eller anden årsag havde vi tilladt os selv at nøjes. Det var jo sådan set "fint nok".



Kilde : Kasia Lilja

Men er "fint nok" godt nok? Det var det ikke for os! 


For at gøre en lang historie endnu længere...

Tiden fløj afsted og venskabet blev erstattet med vaskeægte følelser. Følelser så stærke at de ofte (også den dag i dag) spændte ben for os til tider - følelser der er så stærke, at de er svære at håndtere. Konklusionen må bestemt være : Ægte Kærlighed. Det var ihvertfald det synonymet endte med at blive. Det må være dét de snakker om i filmene - eller de der candyfloss søde ægtepar der igennem 20 år stadig siger "det var bare ment-to-be"... Man tænker sådan lidt "Åh hold nu kæft..." Men jeg har oplevet det på egen krop nu. Kærligheden som kun findes i Disney film. Den findes virkeligt, og man ved det ikke før man mærker den. Jeg kan vitterligt ikke trække vejret uden at tænke på ham. Jeg VED at det er det helt rigtige at vi er fundet sammen. 

Kilde : Privat Foto

Men hvad gør man så når man har fundet manden i sit liv? Hvad er "the next step"? Nu er vi kærester, men det næste skal vel være det der "Lad os flytte sammen projekt". Og det var lige det vi gjorde. Flyttede sammen.

Alting gik meget hurtigt i starten. Selvom historien virker lyserød, har den været alt andet end det. Desværre er det således, at når man er så offentlig og transparent i sin sociale medie kommunikation (og hamrende forelsket, hvor man har lyst til at råbe det ud til hele verden), så deler man ikke kun sit privatliv, man giver også folk mulighed for at forholde sig til ens liv. 

Alle har en mening om noget, nogle ytrer sig direkte, andre tier men deler deres tanker med venner og bekendte, men de fleste tænker i hvertfald noget.

Desværre blev min og Sørens kærlighed ligeledes debateret i øst og vest - Mange stillede spørgsmålstegn - også de mennesker, som vi førhen så som vores venner. 

I starten havde vi lyst til at råbe det ud til hele verdenen - hvor stor vores forelskelse var (og stadig er). Mange så det som en provokation - at vi ved at dele kærligheden trådte på vores respektive fortid. Men det var jo slet ikke tilfældet. Vi havde og har stadig stor respekt for vores fortid og unset hvad folk tænkte eller tænker, så handlede det hele og gør det stadig, kun om os - og vores kærlighed. Ikke om at såre nogen i svinget.

Det har ikke været en nem proces at opdage vennerne tage afstand - tage parti. Det har været yderst ubehageligt at skulle sætte dem i en situation, hvor de måtte vælge - om det var nødvendigt eller ej.

Til tider påvirkede det os begge så meget, at vi var ret opgivende - vi troede ganske enkelt at os som par var "forkert" - men hvad fanden skal ANDRE bestemme det for? Hvorfor tillader vi os overhovedet at være i tvivl? Er "normer" i virkeligheden ikke et menneskeskabt monster, der sikrer folk kontrol over os?

Ligeså frustrerede vi var, ligeså trodsige blev vi - ingen skulle slå det i stykker vi startede. Og det var der hellere ingen der fik lov til :-)

Fra city single til opvarmet garage og samtale køkken

En ting er at finde manden i sit liv - men er man klar til omvæltningen? Og i så fald, hvad kommer ændringerne så til at være, når man har været vant til at bo i byen med sit store ego og selvstændighed? Pludseligt er der to børn mere, som man skal elske som sine egne - kan man det? Livet i forstaden med stor streg under "borgerlig" var udsigten.

Det kræver i den grad en del omstrukturering på øverste etage at forholde sig til naboer der vinker, pludseligt har man bøgehæk og så er der det der med at have "den lokale superbrugs". Hele forstadslivet blev pludselig en realitet, men den største udfordring var at flytte ind i et hus, som var en del af en fortid, der ikke længere skulle være. Hans ekskæreste. 

Der gik mange tanker igennem mit hovede; hvordan skal jeg finde mig til rette i "hendes hjem", stod hun også og spiste der, hvor jeg pt sidder med min klapsammen mad? De fleste gange tog jeg mig selv i at have forestillinger om noget, jeg ikke engang er sikker på var hændt. 

Heldigvis har vi en meget åben og ærlig tilgang til tingene herhjemme - vi siger tingene ligeud - også de ting der gør ondt at høre - og gerne med det samme, som følelserne opstår. Det er i den sidste ende også det der gør vores forhold sundt - ingen hemmeligheder.

Vi er begge meget løsningsorienterede og blev hurtigt enige om, at det var vigtigt og godt for os, at skabe et fælles hjem. Ligeså gode vi er til at finde løsninger lige så gode er vi til at handle på dem. 1-2-3 og pludseligt stod vi i Family Garden (stadig med streg under borgerlig) midt i alle mulige smukke grønne skønheder - deriblandt kaktusser.

Mit, dit, vores - alles...

Nu handlede det ikke længere om ham og hans børn eller mig og mit barn - eller nogens ego. Nu handlede det om at lave en fusion. Det handlede om at forene den impulsive og spontane bypige med familiefaren fra forstaden - skabe en hverdag sammen og ikke mindst en bolig vi begge ville føle os hjemme i. 

Det første projekt i en lang række af projekter endte med at blive en ø af kaktusser. Af en eller anden årsag er der både noget smukt og samtidig melankolsk over de stikkende bæster. De er forskellige, meget komplekse, ikke så besværlige og alligevel fulde af historie - ligesom hver af os fem i den lille sammenbragte moderne familie.
De blev ganske enkelt symbolet på vores familie - ligesom tallet 5 altid har været det.


De tre bedste / Kilde : Privat Foto

Kilde : Privat Foto


Cactus family

Min kæreste og jeg blev hurtigt enige om, at de små stikkende bæster sagtens kunne være mere end hus-pynt i potter.
Vi besluttede os for at fotografere alle kaktusserne og lave nogle lækre billeder til væggene. Min bedre halvdel har brugt mange timer på planterne og den rigtige lyssætning, styling og redigering - det er vel ingen sag når man er super nørdet i sit fag som fotograf. 


Søren arbejder til daglig hos Inhouse Fotografi i Horsens, hvor jeg/Kasia Lilja også holder til. Derfor var det meget naturligt for os at vi skulle lave en eller anden form for fusion med hver vores kompetenceområder. 


Vi lider ekstremt meget af OCD begge to, når det kommer til stykket og er begge meget nærværende når det kommer til ordentligt arbejde eller detaljegrad. 





Kilde : Privat Foto


Endnu engang var kaktusserne fundamentet for noget mere - en ny række af plakater, der startede som et kærlighedseventyr, sammenbragte børn og et nyt udtryk ("vores"), men som nu udgør en serie af smukke fotografier, der pryder rigtig mange menneskers hjem i ind -og udland.

Tak fordi du læste med - og husk ; Nogle gange så skal man ikke nøjes og "sådan set fint nok" burde ikke være godt nok - man skal lytte til sin mavefornemmelse og vigtigst af alt, så skal man åbne sin mund og handle på det :-)






Kilde : Kasia Lilja


Kilde : Kasia Lilja


lørdag den 27. juni 2015

Love Wins

Alle har ret til kærlighed <3

Kærlighed er en følelse.. ofte genereret af noget højere end en selv, eller noget der kan forklares med ord.. 

Alle har ret til at opleve kærlighed, dele den og ikke mindst mærke den sammen med dem de elsker.. Uanset alder, køn, race, normer eller andre faktorer.. 

I den virkelige virkelighed er vi alle lige værdige og synd er blot et menneskeskabt monster, der skal sikre nogen kontrol over os. Men uanset hvad, så er vi alle frie og lige og i sidste ende vil kærligheden altid sejre <3 

#LoveWins 

//KL


onsdag den 17. juni 2015

Bag Kasia Lilja er et rigtig menneske - kun ét...

Hvad er den "virkelige virkelighed" egentligt, når vi gemmer os bag en iPhone?

Grænserne mellem den reelle hverdag og den fiktive verden på de sociale medier bliver i langt højere grad mere og mere slørrede. Ofte kan vi slet ikke forholde os til tanken om, at de mennesker der har profilerne på eksempelvis Instagram, reelt set også er dødelige som os selv.

Vi kender det fra vores forhold til "de kendte" eller "de offentlige personer" om man må. Men er de kendte i virkeligheden ikke også mennesker, med udfordringer, en bagage ingen kender til og måske et langt højere pres i dagligdagen end vi andre knap så eksponerede individer, kender til?

De sociale medier har gjort mange ting lettere for både erhvervslivet og i det private. Virksomheder kan ramme deres målgruppe mere specifikt ved at researche sig frem til hvad forbrugerne "liker" eller hvilke trend og tendenser der ligges for dagen i bestemte brancher, mens private bruger kanalerne til at "være tilgængelige" og "tilstede" i deres sociale liv - uden at være fysisk engageret.

Jeg kunne skrive mange bøger om for og imod sociale medier, men essensen af disse tanker ligger mere i den løftede pegefinger jeg nu engang vil understrege.

Hvad er succes?

Jeg har de seneste små to år drevet en enkeltmandsvirksomhed. Ud af til har jeg fået indtrykket af, at de som læser om Kasia Lilja og hører virksomheden blive omtalt - specielt på de sociale medier, anser virksomheden, inklusiv mig som forretningskvinde/individ, som ligeledes meget succesfuld.

Succes er også en mærkelig størrelse, for der er lige som kunst, en meget subjektiv fortolkning af begrebet. Hvad ER succes i grunden? Nogle oplever succes i form af kapital (kroner og ører på kontoen) der sikrer økonomisk frihed, andre oplever succes som en kombination mellem en velfungerende og tryg og sund familie og kapital, mens andre måske oplever success og anerkendelse på den tid de lægger i deres passion. 

For mig er den største succes egentligt den tidsmæssige frihed og fleksibilitet forbundet med at være iværksætter og selvstændig. For som en opstartsvirksomhed (medmindre man har forgældet sig op til begge øre med kapitalindskud) har man ganske enkelt stort set ikke en krone på lommen. Til gengæld oplever man en dagligdag i konstant skiftende scenarier og man tilrettelægger og strukturerer selv sin dag. Det gør, at jeg den ene dag kan sige "Fuck det" og hoppe på trampolin med min knægt, eller pille mig i navlen, mens den anden dag jeg sidder på kontoret i 16 stive timer, for at nå det jeg ikke fik gjort. Dét er for mig den største succes - at have frihed til at gøre lige hvad jeg vil og hvornår jeg vil.

Det vi så glemmer, er at man via de sociale medier endten sender et andet udtryk eller også bliver ens kommunikation til omverdenen fortolket på en anderledes måde, end først tiltænkt. Det er her, jeg mener, at vi som mennesker har et ansvar overfor os selv, og de medmennesker vi omgås, at vurdere hvad den virkelige virkelighed i grunden er, når alt kommer til alt.

Hvad er det så vi glemmer?

Igår postede jeg følgende billede på Instagram med nedenstående tekst. Efter en hulens masse kommentarer og likes, gik det op for mig, at jeg havde løftet sløret for et tabu emne, som alle kender til, men ingen snakker om. Idag vil jeg være den stemme, som åbner munden og kortlægger den virkelighed vi glemmer.


Tekst fra opslag : 

"Kender i det? Idag har været en af de dage.. Jeg har taget "fri" fra kontoret og rendt rundt i nattøj hele dagen. 
Sagen er den, at Kasia Lilja stadig er en enkeltmandsvirksomhed (selvom mange af jer har en anden forestilling) og opstartsfasen det sidste år har krævet og kræver stadig meget af en. Det kræver mange hatte og store sko at udfylde nogle gange. Nogle dage er gode mens andre er hårde. 
Udover en virksomhed på fuldtid, har jeg taget det svære valg at genoptage og skrive min anden bachelor færdig sideløbende. Jeg har derfor kun 4 uger til at skrive min. 50 sider og de af jer der har været i processen ved, at det er hårdt arbejde og man græder mere end mand bliver klogere i forløbet med opgaven. 
Det er mega hårdt at skifte mellem to gange fokus, først forretningskvinden med den daglige virksomhedsdrift (webshop håndtering, support på telefonen, udvikle nye produkter, håndtere forhandlere osv osv) og dernæst skolepigen der bruger ord som "hermeneutisk" og "socialkonstruktivisme" med det håb om at de i sidste ende giver mening - og det hele skal jongleres med familie livet, det må man ikke glemme, hvor tre sammenbragte børn i alderen 2,7 og 8 kræver opmærksomhed og nærvær (når de alle er hjemme) slutteligt skal man huske at være en god kæreste.. 
Så hvis nogle af jer mangler svar på mails eller ikke lige får jeres pakker dagen efter de er bestilt, er det faktisk kun fordi jeg er lige som jer - et helt almindeligt menneske med to arme og en drøm om at skabe et liv jeg ikke behøver at holde ferie fra.. 
Lige idag lever jeg i min bachelor verden og har siddet her i 12 timer. Vil blot dele mine tanker med jer, så I er klar over og husker, at bag hver eneste Instagram profil herinde, ja der sidder et menneske af kød og blod og vi har hver især vores at slås med, så døm aldrig nogen men hav forståelse!"


Tak fordi I læste med!